
Musikteatret Holstebro, Kræftens Bekæmpelse Holstebro og Aksel Nørgaards Fond gentager velkendt og succesfuldt samarbejde, når de i november tilbyder hele syv forestillinger af musicalen FAME til kræftramte og deres pårørende i Vestjylland.
‘Normalprisen for en enkelt billet er egentlig 800 kr. pr. person, men takket være en ganske betydelig donation fra Aksel Nørgaards fond, så kan vi nu tilbyde akkurat den samme billet til 75 kr. pr. person, hvor de 75 kr. vel at mærke går direkte til Kræftens Bekæmpelse, Holstebro. Med de midler kan lokalafdelingen for Kræftens Bekæmpelse så selv iværksætte flere gode aktiviteter.’ så kort beskriver direktør for Musikteatret Anders Jørgensen samarbejdet de tre parter imellem.
Stella Østerhaab, der er lokalforeningsformand for Kræftens Bekæmpelse, Holstebro er begejstret for samarbejdet. Hun udtaler; ‘Forestillingerne ‘Strictly Ballroom’ og ‘Moulin Rouge’ var udsolgte i løbet af kort tid og Aksel Nørgaard salen var fyldt til randen. Tilbagemeldingerne til os på begge tiltag var da også, at alle havde haft en fantastisk oplevelse og et veltiltrængt pusterum fra deres situation. Når vi så ovenikøbet igennem dette unikke samarbejde får midler til at vi selv kan arrangere flere tiltag, ja så er modellen ganske enkelt optimal for os.’
Aksel Nørgaards Fond er jo egentlig ‘ny i klassen’ i trioen. Men her står de på skuldrene af det samarbejde der netop tidligere har været om de to ovennævnte forestillinger via Aksel Nørgaard Holding. ‘Det lå Aksel meget på sinde at hjælpe, dem der havde det svært bl.a. dem der havde fået kræft. Derfor støttede vi ved flere lejligheder også eksempelvis Team Rynkeby. Så vi står på skuldrene af det arbejde og den retning som Aksel selv var med til at udstikke og som i dag også skinner igennem fondens vedtægter. Derfor er jeg meget tilfreds med, at det er lykkedes at fortsætte det gode samarbejde med de to parter og håber, at rigtig mange vil benytte sig af tilbuddet.’ sådan udtaler direktør for Aksel Nørgaards Fond, Evy Tångberg Christensen om trioens samarbejde.
Billetter kan udelukkende rekvireres ved benyttelse af de fremsendte billet-links som Kræftens Bekæmpelse har udsendt til deres medlemmer.