Fonden køber bygning 26 på Sygehusgrunden

Aksel Nørgaards Fond investerer yderligere i Sygehusgrunden

Fonden er kun godt et år gammel, men opfører sig allerede som en velvoksen spiller, når fonden nu køber bygning 26 på Sygehusgrunden. En bygning, som tidligere har været anvendt til genoptræning af patienter. Fonden forventer i alt at investere mellem 35 og 40 mio. DKK i transformationen af bygningen.

Den 10. juni 2025 er den officielle ’fødselsdag’ for Aksel Nørgaards Fond. En fond, der er opkaldt efter den markante vestjyske erhvervsmand, der havde et ønske om at give tilbage til den by og det område han kom fra, når han ikke var her mere. Derfor blev fonden født – men desværre først efter, at Aksel Nørgaard selv var gået bort.

Men allerede inden han gik bort nåede han at involvere sig kraftigt i udviklingen af Holstebro by.

’Da Aksel og jeg i sin tid blev spurgt om vi ville gå med som ejere af Sygehusgrunden – sammen med Færchfonden og Holstebro Kommune - og dermed være med i udviklingen af dette projekt var vi ikke et sekund i tvivl. Dette vigtige udviklingsprojekt måtte vi være en del af. Aksel selv nåede i nogle år at være med i bestyrelsen for Sygehusgrunden PS og fik derigennem et indgående indblik i projektet og dets perspektiver’ sådan begrunder Evy Tångberg Christensen, der var Aksels mangeårige samlever baggrunden for, at Aksel Nørgaards for år tilbage blev én af de tre ejere af Sygehusgrunden. I dag er Evy Tångberg Christensen fondens direktør og har overtaget posten efter Aksel Nørgaards som medlem af bestyrelsen for Sygehusgrunden PS.

Evy Tångberg Christensen fortsætter; ’Derfor er det også med meget stor glæde, at jeg kan melde ud, at vi i slutningen af sidste uge har kunnet skrive under på en købsaftale, hvor fonden overtager bygning 26. For det har hele tiden været et naturligt næste skridt, at vi sammen tager ansvar for at skabe nyt liv i nogle af de lidt sværere bygninger på grunden. Vi går nu i gang med at transformere den til et nyt formål og til nye målgrupper. Hvad den skal bruges til – det skal I nok få at vide, men først efter sommerferien da vi lige har nogle aftaler, der skal falde helt på plads. Men jeg tør da godt løfte sløret for, at vi i den grad forventer at bygning 26 kommer til at summe af musik og unge mennesker.’

Også på Rådhuset er man glad for Aksel Nørgaard Fondens yderligere investering i Sygehusgrunden. Her udtaler borgmester Kenneth Tønning; ’ Det er en dejlig nyhed og endnu et skridt i den rigtige retning ift. at få transformeret Sygehusgrunden og få udviklet den centrale bydel klogt og visionært. Med Balletskolens indflytning og Aksel Nørgaards Fonds investering her kommer vi et skridt tættere på vores ambitioner om at skabe liv i bydelen.’

Rasmus Færch, der er formand for Færchfonden og formand for Sygehusgrunden PS udtrykker også tilfredshed med nyheden; ’Aksel Nørgaards Fonds engagement i bygning 26 er et stærkt bidrag til realiseringen af visionen for Sygehusgrunden. Det understreger den fælles vilje til at investere langsigtet i områdets udvikling til gavn for Holstebro og Nordvestjylland. Fra Sygehusgrundens perspektiv ser vi meget frem til offentliggørelsen af hvilke aktiviteter der kommer i bygningen.’